Hopper du ofte op på spinningcyklen, ved du med garanti også, hvor vigtigt det er at iføre sig de helt rette spinningsko for at få det optimale udbytte af træningen. Selvom du i princippet godt kan cykle i dine almindelige trænings- eller fitnesssko, giver et par sko, der er særligt designet til spinning, en helt anden oplevelse på cyklen. Du vil med stor sandsynlighed opleve, at du får bedre komfort, støtte og ventilation med de rette spinningsko, hvilket altså vil gøre din træning mere ubesværet og effektiv.
Hvad er spinning og spinningsko godt for?
Spinning er som træningsform yderst effektiv, hvis du gerne vil holde en god form, komme i bedre form eller tabe dig – eller måske en kombination af flere af disse ting. En spinningtime foregår normalt således, at man på et hold skal igennem en række blokke, hvor der cykles i takt til musik valgt af instruktøren. Hvis man dog ønsker at træne alene i stedet for på hold, er der i de allerfleste fitness- og motionscentre også opstillet spinningcykler uden for holdsalene, hvor man kan træne alene i sit eget tempo. Uanset hvor man vælger at dyrke sin konditionstræning, vil man dog opleve en langt mere effektiv og stabil træning med de rette spinningsko. Skoene er nemlig specialdesignet til formålet, og deres klikfunktion vil sørge for, at du ikke glider på pedalerne, og at du opnår en bedre rytme, når du cykler. Dertil kommer, at skoene også er udstyret med en bedre ventilation og støtte end almindelige træningssko.
Hvorfor skal jeg købe mine egne spinningsko?
Hvis du til daglig træner i et træningscenter, vil der de fleste steder stå spinningsko til rådighed, som du kan låne. Mange steder tager de sig dog betalt for udlejning af disse, ligesom du må vænne dig til at benytte samme sko som dem, der var på holdet før dig, har knoklet og svedt i. Af disse grunde vælger rigtig mange at investere i deres egne spinningsko. Disse sko koster desuden ikke særligt meget, og du kan få spinningsko helt ned til et par hundrede kroner, hvor de fleste kan være med.
Hvad bør jeg overveje før et køb?
For at vælge den rette model, når det kommer til spinningsko, er det særligt vigtigt, at du mærker efter, hvilken pasform der sidder bedst på dine fødder. For at opnå den optimale komfort og støtte er det nemlig utrolig vigtigt, at der er helt styr på pasformen. Dertil kommer, at du ofte skal have spinningsko i en til to størrelser større end dine almindelige sko. Det skyldes, at dine fødder, når de bliver varme under træningen, vil udvide sig, og det er altså vigtigt, at dine fødder har god plads både i længden og i bredden, så du ikke ender med sko, der klemmer og generer. Prøv derfor altid modellerne på, inden du træffer din beslutning. De fleste modeller er desuden udstyret med remme, der kan løsne og stramme skoen, så du kan tilpasse den alt efter, hvor stramt eller løst, du ønsker, at skoen skal sidde.