Føler du, at du har en lille maratonløber gemt i maven, men du har problemer med at finde motivationen til at indfri dit potentiale, fordi det er svært at skulle presse ind i en fortravlet hverdag, hvor du er træt og uoplagt?
Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående, kan du meget vel blive ved med at læse med på denne side, hvor du kan få tips til, hvordan du får den gode rutine med løb op at kør-… nej, vi må hellere sige ”op at løbe”!
Først og fremmest – styr på udstyret!
Det kan måske virke en smule materialistisk og overfladisk, men der er altså bare noget særligt ved at eje det rigtige udstyr i den rette kvalitet. Det er ligesom at iføre sig en uniform, som symboliserer, at man nu er klar til at komme i gang med dagens arbejde.
Det behøver ikke være dyrt at finde det rigtige løbeudstyr, men der er nogle ting, som er bedst at købe fra ny. Herunder er f.eks. dine løbesko, da løbesko har en begrænset levetid og helst ikke skal være gået til, så de passer til en andens fodform. Du kan dog sagtens finde gode løbesko på tilbud, hvis du ikke har noget imod at bruge sidste års model og farve. Det resterende løbetøj kan sagtens købes brugt, så længe det selvfølgelig ikke er slidt op.
Den gode vane
Der findes ikke rigtigt et perfekt råd til at starte den gode rutine, for den bliver selvsagt implementeret gennem repetition, som kræver, at du kommer afsted i første omgang. Du kan dog starte ud med at analysere din adfærd og sindstilstand i dine vågne timer og finde ud af, hvornår på døgnet du føler dig mest rastløs og motiveret til bevægelse – så kan du planlægge din løbetur efter dette.