Har nytårsforsættet allerede sat sig lige i løberknæet, så behøver du måske ikke udskyde det til næste år. Hvis du har ondt under og efter løb skal det tages alvorligt, men med det rette løbeprogram og genoptræning behøver du ikke sætte løbeskoene alt for langt væk.
Løbeskader kan skyldes mange ting – alt fra forkerte løbesko til for hurtig optrapning i distance eller tempo. Derfor er det også en god idé at du starter med en tur til fysioterapeuten for at finde ud af, hvor det er gået galt.
Genoptræning
Det næste skridt er formentlig genoptræning. Her handler det om, på en skånsom måde, at styrke og forberede musklerne så de er klar til at løbe igen på et tidspunkt. Næsten alt er mere skånsomt end løb, så her kan du stort set ikke gå galt i byen.
En af de helt effektive metoder, som endda kan udføres hjemme på stuegulvet, er øvelser med en træningselastik. Elastikker giver nemlig den helt rigtige modstand og sikrer samtidig, at du ikke kommer til at overstrække eller vride unødigt i for eksempel knæene. Det kræver at du lige lærer teknikken, men øvelserne bliver hurtigt noget du kan gøre, mens du hører lydbog eller ser nyheder.
Løbeprogram
Gik du for hurtigt til værks sidst, så kan det anbefales at du starter dit løb op igen med et blidt løbeprogram. Det må gerne føles åndssvagt langsomt i starten, for så betyder det, at dine muskler og sener også kan følge med.
Vores kondition bliver nemlig oftest trænet op langt hurtigere end resten af kroppen, så selvom du ikke bliver forpustet i starten, så lover vi dig for, at dine muskler og sener alligevel arbejder på sagen. Mange løbeskader viser sig ofte over tid, så det er ikke altid du kan mærke det med det samme du gør noget galt. Derfor er tålmodighed og et godt løbeprogram vejen tilbage til løberuten.