Loebesiden.dk • Vis emne - Asics Gel-Nimbus 20, er de gode?
Side 1 af 1

Asics Gel-Nimbus 20, er de gode?

Indlæg: ons 20 jun, 2018 20:55
af MadsJensen
Hej alle. Jeg håber nogen herinde har viden/erfaringer de vil dele med løbe-noob.

Jeg var lidt i tvivl om dette emne hørte til "begynder" kategorien, men da jeg har løbet en del år kom den i "udstyr" i stedet.

Lidt baghistorie er vel på sin plads. Jeg har løbet lidt on/off de sidste 7 år og de fleste år deltaget i en 6km løb sammen med arbejdskolleger. Jeg købte dengang for 7 år siden et sæt Asics Gel-Nimbus 11 som jeg har været meget glad for og som jeg har brugt til alt mit løb siden dengang.
Jeg købte dem i en sportsbutik hvor de tjekkede mine fødder for at fastslå at jeg træder "neutralt" som det vist hedder.

Jeg har ikke løbet så mange km de første år men på mit Garmin ur har jeg nu klokket ca. 950 de sidste 5 år, så mon ikke skoene har passeret 1200km, men uanset det så er 7 år jo en del for et par sko.

Jeg er nu begyndt at løbe daglig og vidste at mine nimbus 11 var ved at være opbrugt, så jeg søgte lidt på nettet og besluttede mig for at købe et sæt gel-nimbus 20 da jeg som sagt har været meget glad for de gamle.

Her i lørdags puttede jeg så mine gamle sko i en slidt Rema1000 pose og kørte til "staden" for at købe et sæt i den lokale SportMaster. Den unge dame der ekspederede mig kiggede dog kun på navnet på skoen og ledte mig så hen til hylden med de nye Nimbus sko. Til min overraskelse var en str. 44 lidt trang, så hun hentede en str 44,5 til mig som føltes lidt mindre trang.
Det var åbenbart ikke meget hjælp at hente i butikken, men beslutningen var jo taget på forhånd (pga. gode erfaringer med den gamle nimbus model), så jeg købte skoene og tog hjemad igen.

Jeg burde sikkert have researchet lidt bedre for jeg synes ikke rigtigt at de passer mig. Her er mine erfaringer hidtil:
Jeg ville have taget en kortere test tur om aftenen, men ville ikke udsætte de fine nye sko for regnvejr, så første test blev på 9,5km næste morgen. Efter et par km begynder jeg at få ømme fødder. Ikke spændinger, men varme fødder som om de glider lidt rundt i skoene. Jeg holdt en pause på et minuts tid (for lige at tage et foto af den smukke natur) og da jeg fortsatte var fødderne kølet ned så der ikke var noget ubehag. Det kom dog hurtigt igen.
Først troede jeg at det var på grund af at jeg brugte et par bomuldsstrømper, så næste tur blev med nogle syntetiske løbestrømper. Dette gav dog samme resultat: ømme fødder. 3. tur prøvede jeg at spænde snørrebåndene rigtigt hårdt, men det gav igen samme problem.
Jeg har ikke fået vabler (endnu) men det er ikke ligefrem nogen nydelse at løbe med "brændende" fødder.

Jeg tror ikke kun at det er størrelsen den er gal med. Jeg har dog en smal fod så det kan være at min fod er lidt for lille, men foden kan vel ikke sådan svuppe rundt i sideretningen?

Så spørgsmålet er kort og godt: Har jeg dummet mig ved at købe denne sko? Skulle jeg have researchet lidt bedre?
Jeg er ikke løbe-nørd, så jeg satsede bare på at Asics levede op til deres tidligere gode ry, men deres kvalitet er måske forringet siden sidst jeg købte sko?
Jeg har nu løbet ca. 25 km, kan det være fordi den bare skal "gåes-til"?
Med mine gamle sko løb jeg ikke så lange distancer og på meget blandet underlag i starten (grus/græs+lidt asfalt) så jeg har måske ikke mærket at den langsomt tilpassede sig min fod bedre med tiden?

Håber at nogen har lidt kommentarer eller råd.

[TL-DR: Hjælp: Mine nye løbesko giver mig ømme fødder!]

MVH Mads

PS. Jeg ville lige ud at løbe en kort tur inden jeg postede dette indlæg så nu har jeg 6km mere på skoene og måske lidt flere erfaringer. Der kommer lige en update når jeg har været i bad (hvis der da overhovedet er nogen der har gidet at læse hele indlægget til ende)

Re: Asics Gel-Nimbus 20, er de gode?

Indlæg: ons 20 jun, 2018 22:39
af MKjaer
Slettet

Re: Asics Gel-Nimbus 20, er de gode?

Indlæg: ons 20 jun, 2018 23:08
af MadsJensen
Hej igen og tak for svaret.

Ja jeg skulle nok have prøvet lidt mere forskelligt inden jeg bare købte den jeg troede var den rigtige.
Jeg må lige undersøge SportMasters tilfredshedsgaranti, den kendte jeg ikke. Tak for info :)

De "varme" fødder tolkede jeg som at foden skøjtede rundt indeni skoen, og friktionen gav varme. Det hjalp dog ikke at spænde skoene ekstra hårdt. Snarere tværtimod, så du har sikkert ret. Ved turen i aften lod jeg være med at spænde den helt kraftigt og det virkede lidt bedre.

Dagens erfaring må være at jeg bruger skoen forkert, eller også passer den ikke rigtigt til mig.
Selvom skostørrelsen er det største jeg nogensinde har haft føler jeg stadigvæk at min storetå skraber på i den forreste del. Jeg tror det er selve skoens facon den er gal med, da den ikke klemmer andre steder.

Jeg prøvede at abstrahere fra det og slappe af i foden, men det kræver mere koncentration og jeg synes ikke rigtigt at det passer min løbestil.

Ang. Nimbus 19 var det også det jeg læste i en test, men jeg kan også se i test af 20'eren at mange har problemer med at skoen er for smal omkring tæerne.
Det er muligt at jeg vænner mig til det eller også tilpasses skoene mine fødder på et tidspunkt.

Jeg kunne evt. forsøgsvis tage indersålen fra de gamle sko og skifte ud med de nye.

Jeg giver ikke op endnu og prøver igen i morgen.

For øvrigt, selvom jeg ikke er løbe-nørd så kan jeg godt se at det måske bevæger sig i den retning. Jeg kan se at der er nogen herinde der har flere forskellige sko de veksler imellem, så jeg godt se mig selv investere i endnu et par sko i nærmeste fremtid.

Endnu engang tak for hjælpen. Jeg opdaterer når jeg har lidt mere erfaring med skoene.

MVH Mads

Re: Asics Gel-Nimbus 20, er de gode?

Indlæg: søn 24 jun, 2018 17:07
af HDN
Hej Mads

Jeg er selv meget tilfreds med mine Asics (Kayano) - jeg har haft tre par. Jeg kan godt nikke genkendende til den "løse/brede" pasform i forfoden, hvilket er noget jeg personligt elsker. Jeg ved ikke om det er en generel Asics-pasform. Jeg husker dog at have prøvet et par Mizuno (kan ikke huske modelnavn) som var alt for smalle til min smag, også selvom skoen blev snøret løst. Måske skulle du kigge i den retning?

Re: Asics Gel-Nimbus 20, er de gode?

Indlæg: tors 28 jun, 2018 20:13
af MadsJensen
Hej HDN og tak for svar.
I forlængelse af dit indlæg kan jeg give lidt flere erfaringer efter at have brugt skoene i knap et par uger og godt 90 km.
Det viser sig at det nok er størrelsen den er gal med. Dvs. skoen sidder faktisk fint på foden, men min storetå skraber imod i forenden af skoen. Dette er helt sikkert på grund af den meget smalle forende/toe-box de har valgt at lave på denne model.
På mine første ture kom jeg så til at "krumme tæer" hvilket bevirkede den brændende fornemmelse, som jeg tidligere har omtalt, pga. spændinger i svangen og ikke friktion som jeg først troede.
Jeg kunne i starten ikke rigtigt finde ud af hvad problemet var før jeg tvang mig selv til at strække foden helt ud så storetåen nærmest skraber mod i forenden af skoen.
Det er selvfølgelig ikke optimalt, men da jeg ikke løber maratondistancer tror jeg godt at jeg kan leve med det indtil skoene er slidt op. Skoene er nu også ved at være lidt slidt til eller "broken in" eller hvad man kalder det, hvilket nok også hjælpe på problemet.
Min første tur var som sagt på 9,5 km og jeg har efterfølgende ikke haft nogen skader eller ubehag. Kun lidt under selve løbeturen. Når jeg løber nu er der næsten ikke problemer, men jeg skal stadig tænke meget på at jeg skal strække foden ud.

Jeg har faktisk overvejet at prøve et par Asics Kayano da jeg faktisk tror at jeg "vrider" lidt i foden når jeg sætter af. Min kropsbygning samt andre skavanker gør at jeg aldrig bliver en top-atlet, så derfor har jeg nok også en lidt alternativ løbestil.
Jeg tror at jeg tager tidligt fri fra arbejde en dag så der forhåbentlig ikke er alt for mange kunder i butikken. Så kan de måske hjælpe mig lidt bedre med at find de helt rigtige sko. Men som du er inde på har jeg en relativt smal fod så Asics er måske ikke det helt rigtigt for mig? Jeg kan prøve at spørge ind til Mizuno som jeg kan se de også fører.

For øvrigt tog jeg aldrig en løbetest dengang jeg købte de første Asics Nimbus. Jeg stod bare på sådan et spejl hvor man kunne se mine fødder nedenfra, så det er ikke sikkert at min løbestil blev tilstrækkeligt videnskabeligt underbygget dengang. Jeg kan jo også have ændret løbestil siden.

Afslutningsvis kan jeg tilføje at jeg også for nylig købte et par Puma sko til civil brug. Disse var størrelse 44 og angivet til 28,5 cm hvor Nimbus 20'erne var størrelse 44,5 men angivet til 28,25 cm :?
På baggrund af dette skulle jeg nok være gået op i en størrelse 45. Jeg må tage en snak med butikken en af dagene og så om de vil "bytte" mine nye sko med 100+ km på landevejen ;)

MVH Mads

Re: Asics Gel-Nimbus 20, er de gode?

Indlæg: fre 29 jun, 2018 01:08
af Cochlea
Prøv evt New Balance, jeg har selv en fod som en sytråd og NB M1400v6 passer mig som en handske, har slidt en del op efterhånden, vist nok tilbage fra v3, såvidt jeg husker... De har altid været lige til at springe i og løbe med, uden problemer med at skulle "løbes til" først..

Mvh Niels

Re: Asics Gel-Nimbus 20, er de gode?

Indlæg: fre 29 jun, 2018 23:04
af MadsJensen
Hej Niels
Tak for forslaget. New Balance 1400 er skrevet på listen.

Nu har jeg passeret 100km og skoene er meget bedre. Som en handske bliver de dog aldrig og den bløde og behagelige fornemmelse mine gamle sko havde (og stadig har) ser det ud til at Asics har valgt at gå væk fra med denne model. Lidt synd da de derved sætter sig komfortabelt mellem to stole med en sko det hverken egner sig til sprint eller langdistance.
Med den mellemting burde de jo så passe fint til mig da jeg ikke hører til hverken den ene eller den anden af de to kategorier. Helt dårlige er de heller ikke, men kvaliteten virker noget ringere end de tidligere synes jeg. Og at størrelse og pasform afviger så meget fra tidligere sko i samme serie er nok grunden til at jeg er lidt skuffet over denne model.

MVH Mads

Re: Asics Gel-Nimbus 20, er de gode?

Indlæg: ons 01 aug, 2018 11:55
af kennethkiel
Jeg er meget begejstret for Nimbus og har været det fra model 16 til 20 og synes kun, at skoen er blevet bedre med årene. Pasformen er måske lidt anderledes, men det har fungeret fint til mig lige at gå en halv størrelse op og få luft. Har senest løbet 50 km i den (Coast2Coast), og der var ikke spor af vabler eller ømhed i fødderne nogen steder (og jeg er altså specielt godt trænet!).

Men det er jo en meget tung sko og udpræget langdistancesko, så jeg vælger den sjældent på træningsture under 15 km. Der synes jeg ikke, at skoen kommer til sin ret. Der har mine fødder det i hvert fald meget bedre med at løbe i nogle lettere sko :)

Vil klart anbefale at have mindst to par løbesko til forskellige forhold og underlag/distancer - en god undskyldning for lige at købe et ekstra par ;)

Og så vil jeg nok ikke lytte ret meget til ekspedienterne i butikken (med få undtagelser).

Re: Asics Gel-Nimbus 20, er de gode?

Indlæg: ons 01 aug, 2018 17:28
af MadsJensen
Tak for svaret Kenneth
Og jeg skylder også lige en opdatering.
Jeg har købt et par New Balance M1400v5. Det blev den gamle v5 model da jeg fandt et par på nettet til en fornuftig pris.
Det er lidt simplere og knap så tunge/klodsede sko og med meget god pasform. Jeg syntes dog stadig i starten at de måske var lidt for små, men jeg har måske dummet mig lidt i mit forsøg på at få skoene til at sidde bedre fast på foden. Dette var båden på Nimbusserne og NB'erne:
Jeg læste noget på nettet angående det ekstra hul der som regel aldrig er trådet fra producentens side i skoene. Jeg eksperimenterede lidt med at bruge det for at få skoen til at sidde lidt bedre fast på foden.
Jeg tror dog at det havde den stik modsatte effekt da det nærmest bare fik skoen til at føles ukomfortabel og trang. Jeg synes i hvert fald at det hjalp meget på komforten at løsne dem. Så føltes Nimbusserne (!) i hvert fald meget mere som de gamle jeg har.
De er så i mellemtiden også løbet lidt mere til, så måske det bare er placebo :?:

Men jeg bruger nu for det meste NB'erne, og det er jo nærmest sprint-distancer jeg løber udelukkende (bare i marathon tempo). Men marathon kommer jeg nok aldrig til at løbe, så det er nok lidt spildt med Nimbusserne på mig ;)

Men tak for de gode råd. Det er altid rart med andres indtryk og erfaringer.

Jeg synes for øvrigt at jeg har fået lidt tiltagende ømhed i knæene. Jeg har siden jeg begyndte at løbe lidt oftere stort set konstant været øm i benene, men lidt forskellige steder i lægge og lår. Dette er nok bare musklerne, hvilket jo er naturligt nok.
Knæene er dog værre da det muligvis er led/sener eller lignende der bliver ømme.
Hvile siges at være den bedste kur, men jeg har ikke lyst til helt at holde pause i 3-4 uger, så tror jeg det bliver svært at komme i gang igen. Jeg er så trappet ned til at løbe 3-4 gange om ugen men kombineret med lidt muskeløvelser.
Derudover kører jeg sommetider til en nærliggende skov for at slippe for at løbe på asfalt og imellem biler og diverse. Det er også mere behageligt i træernes skygge med den varme vi har for tiden.
Til gengæld er stierne i skoven også lidt krævende med meget skiftende underlag. Derudover er der mange bakker. Jeg har på fornemmelsen at det er meget hårdt for knæene at løbe ned ad bakke. Samtidig er det også ret farligt at løbe for hurtigt med det meget skiftende underlag i skoven.
Til gengæld er det meget sjovere end at løbe i rabatten på en asfaltvej.
Jeg tilmelder mig nok Rubjerg Knude-løbet på 14 km distancen, så er det godt at have trænet lidt i bakker og på skiftende underlag.

MVH Mads